Eksamen. Dundee, Scotland

Så blev det tid til sidste skridt på "Dip-trip", eksamen i Dundee, Skotland 12-13 juni 2010. Meget kan siges om MDT men det medfører uden tvivl at man får set lidt af verden. (Teori fra uni på NZ, klinisk del i Austin og nu eksamen i Dundee)

4x 45 minutter i selskab med Helen Clare, Jenny Ross, Stephen May (for satan han er tosset med metode og statistik den mand) og Grant Watson stod mellem mig og en forhåbentlig veloverstået eksamen. Da den sidste 45 min seance var overstået stod jeg med en blanding af lettelse og så alligevel en stor følelse af uforløsthed. Sidstnævnte skyldtes uden tvivl at vi ikke ville blive orienteret om resultatet med det samme men inden for den nærmeste måned. Men også fordi jeg syntes at det var meget svært at finde ud af om vi havde diskuteret på et tilstrækkeligt højt niveau og om jeg skulle have smidt noget mere "lingo" på banen selvom, jeg absolut ikke syntes de søgte det.

I går fredag d. 25 juni tikkede den bedst mail i meget lang tid så ind, og må nok indrømme at det føltes som verdens langsommeste download inden pdfén endelig var hentet. Men hold nu kæft hvor er det bare mega fedt at have bestået forløbet. For fanden hvor jeg også bare glæder mig til at sænke stressniveauet, være familiemenneske og nyde min fysioterapeutiske ageren med en anden ballast. Længe leve nysgerrigheden.

Good bye Austin - Hello N. Y.

9 fede uger på dip rutschebanen er nu slut. Det har været en helt utrolig oplevelse som alle der ønsker et spark bagi og med interesse for MDT bør give sig selv. De faglige udfordringer og de meneskelige oplevelser har været den perfekte kombination. Hver 3. uge er jeg blevet evalueret og har set hvad mine stærke og svage sider har været. Hvor man så har intensiveret arbejdet med de svage og forsøgt ikke at glemme de stærke indtil den næste evaluering - og alligevel har man så glemt noget undervejs. Det er fedt at se at der er sket fremskridt som tiden er gået og jeg føler da at mit MDT niveau er rykket en del siden forløbets start.Jeg vælger at se mine 9 uger herovre som en begyndelse på en proces som skal fortsatte når jeg har dansk muld under fødderne igen, og som forhåbentligt skal ende med en DIP eksamen engang i løbet af indeværende år. Det intensiverede forløb herovre har umiddelbart givet min arbejdsgang nogle mere rationelle metoder. Men hvad der også har været meget vigtigt for fremtiden som fys, er at det har nuanceret tingene i dagligdagen, ikke mindst på grund af Scotts opfordringer til at være mere nysgerrig og ambitiøs når tingene ikke lige passer ind i vores "kasser".

At arbejde et sted hvor sproget og befolkningen anderledes var satme trættende i starten - jeg var helt blæst i hovedet om aftenen, men en fed måde at lære en anden kultur på. Desuden er befolkningen i Austin ( Texas generelt ) ikke hysteriske hvis ens ordforråd til tider ikke er helt fyldestgørende altid. Så til de der overvejer Austin som næste destination på jeres MDT sti skal i ikke lade sproget stoppe jer. Det kan også sagtens anbefales at have familien med på en del af programmet herovre, dog vil jeg ikke anbefale hele forløbet da der bruges rigtigt mange timer på klinikker og med medstuderende. ( 06.30 - 19.00 er ikke en unormal dag) Samt ca. 3-4 lør eller søndage herudover hvor man mødes på klinikken for at øve manuelle teknikker. Min medstuderende og jeg brugte nok ca. 5 dage om ugen efter arbejde hvor vi øvede teknikker i mindst 1 times tid. Udover engelskprøve, den teoretiske del på Otago universitetet og lyst til at udvikle sig indenfor MDT er der yderligere to ting som man bør have overveje inden man vælger Austin. 1)Man bør ikke tage herover hvis man er arrogant og tror man ikke skal arbejde for at udvikle sig, 2) man skal heller ikke være for følsom / tage tingene for tungt, specielt ikke når man ikke kan svare på spørgsmålene på quizerne i frokostpauserne. ("Bare rolig vi andre ku´sq heller ikke svare på alt og nogle gange meget lidt.." )

Austins indbyggere og ikke mindst mine kolleger har været med til at gøre oplevelsen helt super for både Carl-Emil, Randi og jeg. Kim har lånt os deres ene bil de sidste par weekender så vi rigtigt har kunne komme omkring i Austin. Vi har nydt solen og Shoppet på South Congress som er kendt for at være den lidt mere afslappede del af Austin og hvor det faktisk er muligt at gå fra butik til butik, istedet for altid at må benytte bilen. Et smut forbi Carolyn, så hun kunne se Cal-Emil. Solnedgang på Mt. Bonnell. Søndag gik med Gospel på Maria´s taco express diner´ og drage festival i Zilker Park. Her fik Carl - Emil selvfølgeligt også dyppet fødderne ( og hele kroppen) i Barton Springs - Det betyder åbenbart ikke noget for ham at temperaturen ikke var a la´svømmehal. HVis vi engang kommer tilbage til Austin må vi huske at ta et smut forbi " Chicken shit bingo - baren. Mandag formiddag forlod vi Austin, selvom vi begge overvejede bare at blive i Austin som vi kommer til at savne. "Keep Austin Weird"

New York for vores fødder og den har vist sig fra sin bedste side, solen har skinnet siden vi kom og hotellet er i top hvad angår placering og service. Specielt når man rejser med en bette livlig dreng. Vi har set Little Italy og Chinatown (Carl-Emil synes godt om deres pasta), Statue of Liberty, Ground Zero / World Trade Center og ellers bare gået rundt og set N.Y. på må og få. I dag er det St. Patricks Day så hele byen er i grønt. Vi benyttede morgenen til at komme op på 86. etage (320 m over asfalten) af Empire State og se udover byen.
Folkene i Austin var sikre på, at vi ville opleve at folk i N.Y. var næsten direkte uhøflige, men synes faktisk ikke det var så slemt, men nok fordi de minder mere om os danskere - vi passer os selv....
I dag vender vi næsen mod Central Park og Times Square til mere fest og farver. I morgen er det N.Y. farvel og så er det goddag DK og Aalborg fredag morgen.

Familien genforenet

Mandag i denne uge var sidste dag hos Carolyn, afskeds salutten var pandekager til morgenmad og en kartoffelmoser.
I lufthavnen stod en fyr i skjorte og slips, så ham samlede Carl-Emil og jeg op......He he farmand havde kun trænet dynamisk biceps og havde helt glemt den statiske, så sønnikes vægt sved lidt i armen.
Kim havde lånt sin bil ud til mig så familien kunne blive fragtet til vores nye hjem for de sidste 2 uger i Austin, Butler cottage. Kun 5-10 minutters gang fra klinikken. Helt fantastisk istedet for at sidde fast i trafikken hver morgen og ikke mindst når vi skulle hjemover. Her tog de 16 km let 60-70 min.
De første par dage brugt vi, de ny ankomne, på at blive tøet op i solskinsvejret - ahhhhhh ahhhh det kan vi li...... Mens Brian tager på job og bliver klogere tåger vi rundt i supermarkederne og prøver på at finde logikken bag placeringerne, tager på legepladsen eller kigger på påfugle i haven.
Ja jeg forsøger at rykke det sidste ud af programmet herovre og der er uden tvivl begyndt at melde sig en forventning til at afslutte fint og ordentligt den sidste uge. Der skal jo snart præsteres og tankerne går på om man har erhvervet sig et tilstrækkeligt kompetenceniveau til at levere varen. Tydeligt at også underviserne ikke pakker tingene ind hvis det ikke lige er på niveau med det forventede. De har dog alle været super rare og udlånt både babyseng og bil til os. Kim har faktisk lånt os bilen hele weekenden og tilbudt at passe Carl-Emil. Apropos weekend her skal Carl-Emil og Randi introduceres til Austins diversity, udover legepladser og supermarkeder og vi skal et smut over til Scott og Katie til frokost.
Udover at underviserne presser på, så er der jo også en mor, som synes, at man skal være to til natteroderiet - gabb - og det her Brian lykkeligt glemt alt om, så stakkels Brian, det er lidt hårdt...... Så er det tydeligt, at jeg de sidste 7 uger helt har glemt, hvordan man er kærester!!! Jeg putter mig ind til min søn, og sover før Brian overhovedet overvejer at børste sine tænder.... Til de fysioterapeut interesserede tror jeg at jeg så mit første anterior - posterior derangement i dag, yeahah, yes til jer andre ja det er noget nørdet men det er da pisse fedt. husk McKenzie er ikke alt (Randi). Havde en patient i dag som mente at os mcKenzieterapeuter var ret anale - sådan havde jeg ike tidligere tænkt over det men måske har hun en pointe who knows ?
Aftenmåltiderne er som en picnic hver aften, da vi sidder på gulvet og spiser, hvilket typisk ender med knægtens fødder i alle tallerknerne, men fedt at være sammen igen.

Godt så, lidt nyt fra Guds eget land

Uge 2 med nye mentorer har forløbet a la sidste uge. Dvs man skal stadig bruge energi på at gøre tingene lidt anderledes da de ikke helt gør tingene på samme måde. Scott som er enormt rutineret både som kliniker og på diplomaprogrammet, har været meget fokuseret på at være effektiv og slibe historien af i kanterne ved de lidt mere komplicerede patienter og så ellers få patienten op af stolen og bevæget igennem. Mens Chris og Kim som ikke har helt samme rutine, har en tendens til at være markant mere forsigtig i deres tilgang til patienten, hvilket Scott ville have slagtet mig på big time. Men hvis man nuancerer det er det hele dog noget man kan lære af, og det har bestemt afstedkommet nogle gode diskussioner. Bliver nu godt at komme hjem og arbejde med det over en længere periode. Jeg synes ugen har budt på for få nye patienter hvilket jeg ikke har fundet optimalt. Specielt når det er der jeg synes jeg har mest at arbejde med / udvikling at hente i forhold til min sidste evaluering. Ser dog ud til at næste uge byder på flere end denne uge. Evalueringen var ganske positiv og det er jo her man gerne skulle kunne se om man udvikler sig. De kan selvfølgeligt score os så lavt i begyndelsen at det kun kan gå en vej... Vedr. evaluering / eksamen som er om 10-12 dage har Instituttet besluttet at der ikke kommer eksterne eksaminatorer ( der var tale om Dan Kelly eller Kathy Hoyt ) det var vist et spørgsmål om økonomi. Det er svært at have en mening om det er godt eller skidt så det vil jeg lade andre om at bedømme. Dog mit indtryk at Scott var en anelse skuffet over dette.

Vejret, tja i tirsdags sneede det og hele Austin var på den anden ende. Total panik på. Så mon ikke næste store katastrofefilm fra the US kommer til at handle om de 1-2 cm sne der landede i Austin og omegn tirsdag d. 23 feb. 2010 ( og som forsvandt igen inden det blev aften). Dagen efter var her så 16 gr. og skyfrit. Iøvrigt kan de slet ikke køre i sådan et vejr herovre så masser af aflysninger fra patienterne. Det ville være svært at leve af at være praktiserende i DK de sidste 3 måneder hva ? ( Hvis vores patienter meldte afbud pga 1-2 cm sne).
Et langdistance program som Diplomaprogrammet herovre kan også kaldes et langdistance kastarationsprogram - skal nok skåne jer fra de lumre historier, men når sneen går gennem ens tag i casa del hejrevej og man er 20 timer væk føler man godt nok, at man er total afskåret for at vise sine handyman kompetencer. Hvad lidt fuge ikke kunne have gjort i den situation hvis jeg havde været hjemme.

Selvom jeg har det godt herovre glæder jeg mig helt vildt til mandag hvor Carl -E og Randi kommer til Austin. Så flytter jeg (vi) tættere på klinikken hvor vi har lejet en lille lejlighed for 2 uger inden vi tager til the Big Apple. Medmindre vi afbestiller N.Y. og bliver i Austin og nyder de mange helt fantastiske spisesteder. Det må være verden tex mex mekka.

Det er lørdag herovre så vi skal lige et par timer på klinikken og øve manuelle færdigheder med Chris.

En ikke helt almindelig uge

6. uge og er nu 2/3 dele gennem Dip - karussellen i Austin. Tiden er fløjet afsted og tankerne er nu mere i retning af, at jeg synes der stadig er så meget at lære og forbedre på i den korte tid der er tilbage af programmet. 10 - 12 dage og så bliver vi evalueret!!
Ugen har udfra et humoristisk synspunkt været ganske underholdene i form af patientkommentarer. Min medstuderende har den her kæmpe store fyr på 150-170 kg som synes det er helt forfærdeligt at lave øvelser, men han siger han tænker på hamburgere imens for så tænker han på noget rart...Alt er åbenbart større og anderledes i Texas. Jeg selv havde en patient sidst i 60érne med mistanke om et irreducerbart derangement som jeg placerede i fleksions rotation og efterflg spurgte om hun var komfortabel, hvortil hun svarede at det vidste hun ikke helt for sidst hun var i denne position blev hun gravid med tvillinger. Bortset fra at kommentaren var underholdende kan man måske overveje en anden spørgeteknik næste gang?
På klinikken har vi i denne uge haft to entrapments hvilket ikke er helt normalt omend en god lærerig oplevelse og fedt at se håndteringen af disse patienter. Relevansen af fleksion er da tydelig og ligeledes den kliniske ræsonnering bag.
Personligt skal jeg stadig blive bedre til at lytte til historien og lade den guide mit næste træk i undersøgelsen. Dette må der arbejdes videre med de sidste 3 uger. Vi skulle have været evalueret for 2. gang i går men de udskød det til mandag.
Vi øver stadig de manuelle færdigheder i stor stil 6-7 dage om ugen og ikke mindst når muligheden byder sig på patienterne. Derudover er jeg begyndt at øve på "døde" ting i form af behandlingsbrikse og flamingo ruller. Ser ud til mine svaghed hovedsagelig er speed i manipulationerne.
Mine patienter har også i denne uge fortsat med at give mig kager og jordbær, ved sgu ikke om de synes jeg er for splejset til Texas. Men det da helt fantastisk. Man skal ikke ligge for meget i at kvinder i 60érne bringer en chokoladeovertrukne jordbær - Vel ?
Jer der tidligere har boet ved Carolyn ved jo hvor nysgerrig hun er og ikke mindst hvor meget hun gerne vil blande sig i madlavningen, så prøv at forestille jer hvor meget på skideren man følte sig den anden dag da blenderen med jordskokke suppe eksplodere op på skabe og den ene væg. Nok mest fordi man havde kommet lige rigeligt i bøtten, på trods af flere advarsler om ikke at fylde for meget i. Nå men jeg er da sluppet helskindet fra episoden uden videre repressalier - Det er så vigtigt man ikke bliver taget på fersk gerning når man laver ballade!!!
Som rosinen i pølseenden i denne uge har jeg erhervet mig en Mac pro. Helt fantastisk lir, tror dog først jeg får rigtigt tid til den når jeg vender hjem igen.

ha en rigtig god søndag i snefyldte Danmark

Skift af mentor

Denne uge har været en af de hårde af slagsen, jeg var bestemt klar til weekend allerede i tirsdags. Det er tydeligt at mærke at presset lige nu er vokset fra både mig selv og mentorer herovre. Der er i de seneste uger kommet flere og flere ting i spil som jeg forsøger at integrere i min omgang med patienterne og at være så naiv at tro at alt bare sidder på ryggraden efter 5 uger herovre holder ikke. Det eneste der sidder på ryggen er vist en fyr ved navn Scott Herbowy. Jeg har indtil videre ikke set ham lave en eneste beslutning hvor han ikke var 5 skridt foran mig i sin tankegang. Gad vide om hans hjerne er født til at tænke mekanisk? vi har de her ugentlige quizér hvor man efterfølgende altid føler at man er blevet taget med bukserne nede selvom man selv synes, at ,man da var rimeligt godt forberedt. Jeg har sq da aldrig før brugt 45 minutter på at diskutere ipsilaterale shifts. Samtidigt er et svar sjældent godt nok hvis ikke det ordret står sådan i bogen. Frustreret nej - presset ja! Dog er det min opfattelse at det kommer mig tilgode i det lange løb ( forhåbentligt).
Det har været en uge med flere cervikale manipulationer en jeg nogensinde havde forestillet mig at jeg skulle komme til at fyre af i hele min fys karriere. Man bliver lidt øm når man selv er medie 50% af tiden. Men fedt at optimere de manuelle færdigheder.
Det var også ugen hvor vi var 4 terapeuter til en skulder som ikke helt makkede ret. Mega fedt at udnytte hinandens ressourcer - sjovt nok holdt den første klassifikation ikke så mon ikke der er andre end mig som burde have været en "mechanical butterfly" lidt tidligere i forløbet ?
Weekenden er gået med at passe en af mentorernes hus og hund hvilket har været rigtigt fint istedet for altid at hænge ud v Carolyn. Jeg kan godt begynde at mærke afsavnet af familien. Samt det at vi altid er to (Min medstuderende og jeg) som skal indpasse os efter hinanden begynder til tider at være lidt anstrengende - bare en times pusterum foran computeren eller bag en lukket dør gør underværker og så kan man snildt lidt igen.
4 forhåbentligt fede og vel hårde uger venter forude.

Lidt mere amerikansk kultur

Nu er de første 4 uger brændt af, selvom det føles som om jeg lige er startet. Lad mig starte bagfra nemlig med ugens sidste dag som er i dag, nærmere bestemt Superbowl 2010. For mit vedkommende foregik det v. Scott og hans kone sammen med kollegerne fra arbejde og deres unger, ganske hyggeligt og selvfølgeligt med pizza, hot wings, BIG TIME HOT og en øl eller to. Fredag aften var jeg inviteret op til Chris , kollega fra arbejde, for at spise hvor menuen stod på ja gæt en gang pizza og hotwings, skræmmende stærke ( deres smagsløg må være fra en anden planet). Generelt fedt at bruge lidt tid efter arbejde med disse mennesker istedet for at de kun er den der "skygge" som superviserer en på klinikken.

Denne weekend var også weekenden hvor jeg fik taget mig sammen til et køre ned til floden for at nappe en løbetur. Virkeligt motiverende at løbe i knap 18 gr. og højt solskin sammen med masser af andre formiddagsmotionister. Selv de små egern så ud til at nyde det gode vejr. Sjovt at der var så mange motionister når nu Texas er den fedeste stat herovre, måske er det alt eller intet mentaliteten der kommer til udtryk.
En anden ting som virkeligt har gjort mig opmærksom på forskellene mellem vores samfund hjemme og her er det faktum at jeg inden for de sidste 8 dage er blevet spurgt om id 3 gange når jeg har købt øl / vin. Den ene gang blev jeg endda nægtet køb jeg ikke havde noget amerikansk id... Guess I´m still looking good! lad mig nu bare blive i den tro.

Jeg læste forleden en klumme hvor man opgjorde et estimeret antal af nye cancer tilfælde som følge af Ct - scanninger i USA, hvilket fik mig til at tænke på hvor mange af mine patienter som når de konsulterer mig herovre allerede har enten, ct, mri eller rtg for ikke at nævne antallet af "Shots" ( div. former for steroid / medikament injektioner mod smerter ) og ikke mindst hvor mange af dem der har mere end et billede. Jeg har en brandmand som patient herovre som har fået en totalskulder operation som udover at have opnået et helt fantastisk resultat mht bevægelighed (defekt på ca 10-15 gr.i flex og abd.) og styrke har fået hele 6 Ct scanninger i løbet af de sidste 20 år... Hvis vores samfund ikke snart begynder at kvalitetssikre noget kraftigere og mere resolut kan jeg kun frygt at vi ender i samme båd. Mon ikke der er nogle som kommer til at tjene kassen og andre som kommer til at betale ?
At arbejde herovre er noget specielt og jeg er spændt på at se om jeg på noget tidspunkt føler mig afslappet som i min daglige gang på klinikken derhjemme. En åbenlys grundt til det er lidt anderledes er selvfølgeligt hele læringssituationen og at man skal præstere, hvilket er helt fedt og forventet. Men en anden ting er, at jeg synes jeg skal bevæge mig noget mere forsigtigt rundt "blandt" patienterne , måske er det et mentalitets spørgmål og måske er det bare mig der er bekymret / overvejende om ikke at pisse nogle af og få en eller anden latterlig advokat på nakken som har trukket sin uddannnelse på et weekend kursus. hvad jeg prøver at sige er vel at jeg synes min ageren er en anelse begrænset i forhold til den jeg normalt udviser med mine patienter. Når dette er sagt er der ikke en dag hvor jeg ikke glæder mig til at skulle ned på klinikken og igang.

Hasta la vista baby, I´ll be back ( Han er stadig et stort hit herovre ham Arnold)

Så nåede vi 1/3 af turen igennem

Dette har været en uge med mange forskellige oplevelser både hvad angår fysioterapi og tilværelsen i Austin.
Jeg er blevet den helt store Whole Foods fan. Whole foods er supermarkedets svar på bilernes Ferrari. Der er dømt luksus over hele linien og de har et kæmpe udvalg af take away af høj kvalitet. virkeligt suverænt efter en dag med alt for meget fysioterapi.
Når vi nu er ved maden var dette også ugen hvor et par af mine patienter kom med chokoladekage og en anden med tamales. (en mexcikansk ret som er lavet af majs som er bagt rundt om bla. ost, svinekød og selvfølgeligt noget spicy sauce). Helt suverænt og noget som hele klinikken fik gavn af.
Det var også ugen hvor jeg blev kasseret af en af mine patienter som var af den overbevisning at jeg havde smidt hende i helvede fordi jeg havde lavet om på behandlingen. jeg har overtaget hende efter en af de andre, hvor hun de 4 gange jeg havde set hende var total uændret og ikke responderede en dyt. så selvfølgeligt ødelagde 30 Hips off hendes liv. Jeg er så den anden fys hun har kasseret mens hun har været tilknyttet deres klinik. (Nu der snart ikke flere at tage af...)
Først på ugen havde kliniken besøg af et Firma som rutinemæssigt besøger hospitaler og klinikker for at se om alt går rigtigt til. (hosp og klinikker er forpligtet til dette besøg). Det var det vilde cirkus med 4 damer som alle på en gang skulle forsøge at se vigtige ud. USA når det er værst, virkeligt latterligt. De sluttede af med at ville have at vi skulle lave en brandøvelse, selvom vi har 250 m2 og 5 udgange som alle kan nåes på 5-7 sekunder... Mine midlertidige kolleger syntes vist det var lige plat nok og kommenterede at sådan var USA.
Fagligt har vi indtil nu brugt rogtogt meget tid på at se McKenzie dvdér fra de glade slut 80ére og starten af 2000 , men nu det endelig slut. har lidt svært ved at vurdereudbyttet af disse. specielt dem med ekstremiteterne, da der blandt faculty medlemmerne som deltager ikke rigtigt er super meget konsensus i deres klassifikationer af patienterne, men det fortæller selvfølgeligt bare at der stadig er et stort udviklingsarbejde at gøre med på dette område. Samt at andre måder at diagnosticere / klassificere på ikke indtil nu har kunne komme op med noget mere overbevisende på trods af flere årtiers forsøg,
Vi bruger rigtigt meget tid på teknikker og det er min oplevelse at det kun vil blive mere som tiden skrider og dvdérne er til ende. Det er pisse fedt at bruge tid på teknikkerne da der er en masse små finesser og teknikker i sig selv som jeg i min hverdag ikke har benyttet mig synderligt af. Det løfter virkeligt den daglige ræsonnering og sætter kraftprogressionen i sin rette kontekst.
Rent fagligt er dette også ugen hvor Scott kaldt mig en mechanical butterfly og den efterflg dag mente at jeg lige havde styret et fly i jorden med næsen først..... Når det er sagt har kritikken indtil videre været konstruktiv og brugbar og vores 3 ugers evaluering i fredags gik ganske godt. Så håber at jeg kan holde skruen eller nærmere vingerne i luften og kursen opadgående de næste 3 uger indtil næste evaluering. Ja selvfølgeligt alt i alt de næste 6 uger skulle gerne være opadgående.
Igår tog vi til San Antonio og var en tur på The Alamo og gik langs floden som løber gennem byen. Der var ligeledes et rodeo optog med western stil ud over hele byen, Super sjov oplevelse. skægt at se hvordan andre lande har deres særheder og traditioner.

Ny uge

Lad mig starte med noget vi altid snakker om og ikke kan gøre noget ved alligevel, vejret. Den sidste uges tid har været med dagtemperaturer på mellem 19 og 24 gr. med alt lige fra regn til skyfrit. Det er også ugen hvor jeg er blevet introduceret til Texas barbecue, som er lidt anderledes end den i Dk men alligevel ved vi jo godt alle at alt der grilles er godt.

MDT er jo formålet med besøget så lad mig prøve at beskrive lidt om den proces jeg synes at jeg gennemgår. For det første er det enormt stimulerende at befinde sig i et miljø som har 20 års erfaring med skidtet og som stadig forsøger at udvikle og se mulighederne og dermed også de begrænsninger MDT har (sidstnævnte er der dog ikke blevet talt meget om - måske er det i grunden heller ikke relevant når man forsøger at lære noget nyt, begrænsningerne er det tilgengæld vigtigt at forstå hvad angår "røde flag"). Selv det som for npgle kan virke som en lille ligegyldig ting er noget som vi diskuter herovre, f.eks hvorfor det er relevant at kalde det klassificering frem for diagnosticering. Sidstenævnte læner sig op af det strukturspecifikke, hvilket jo ikke ligefrem er # one på listen når vi eskæftiger os med MDT. Jo længere tid jeg befinder mig her jo mere er den min fornemmelse tingene ændrer sig. Nysgerrigheden til at forstå hvad der sker når en patient responderer lidt anderledes end forventet er noget jeg har arbejdet en del med den sidste uges tid og jeg har den fornemmelse at det er et af de områder jeg fortsat vil kunne hente meget på. Scott taler meget om at være ambitiøs og ikke stille sig tilfreds med kun at gøre patienterne delvis bedre, men at køre dem helt i mål. Det at være nysgerrig har også gjort dem til skamme som mener at man ikke behøver bekymre sig om f.eks biomekanik, myotomer, dermatomer etc. når man benytter MDT. Man skal virkelig af og til grave tilbage til sin anatomividen for at se sammenhængen i hvad der sker med patienerne når de f.eks fortsat fortæller at de ikke er helt i mål / lidt for ofte stadig har symptomerne. Her kommer kraftprogressionen og "trafiklys-guiden" også ind i billedet, da disse belyser og afslører nye spor i jagten på det perfekte forløb. ( Dette være sig sådan set lige meget om der er tale om et simpelt posteriort derangement eller en kronisk smertepatient).

Dagene går temmeligt stærkt og skifter meget mellem at være fantaski og helt til rotterne hvor man bare ikke synes at det ligefrem glider. Desuden virker det rigtigt godt med at arbejde i halve timer frem for 20 min intervaller. Det tempo er jeg simpelthen ikke noget op i endnu. håber fandme det kommer.

7 uger endnu og jeg ser frem til dem alle. glæder mig dog til om 5 uger for så kommer resten af flokken fra Frydendal herover. Savner dem og er blevet enormt begejstret for dem som opfandt Skype som jævnligt gør det muligt for mig at se dem.

St. Davids Spine Center

Tænkte at det var på tide at få vist lokalitet og vogntøj frem.

Austin Spine center er en "satellit" for et større sygehus herovre som hedder St. Davids. St. Davids har klinikker rundt i hele byen. Så vidt jeg har forstået er det udover Austin placeret andre steder, dog primært inden for staten Texas grænser. Der er 4 terapeuter foruden Susan og jeg og 2 sekræterer. Deres sundhedssystem er markant anderledes end det jeg er vant til og jeg har valgt ikke at sætte mig synderligt ind i det. Det er dog tydeligt at der er nogle som kommer i klemme ind i mellem, og derfor ikke får den behandling der vil være hensigtsmæssig.

En anden ting jeg har noteret mig er det faktum, at stortset alle har fået foretaget enten et røntgen eller en mri, selv hvis de kun har haft symptomer i 1-2 uger... Jeg har heller aldrig mødt så mange "fusions" som i de knap to uger jeg har praktiseret herovre. Gad vide hvor mange de slår ihjel med røntgen? Endnu et andet "sjovt" indslag herovre er at vi skal spørge patienter om de ved hvorledes de skal vaske deres hænder ? Ja det er ret underholdende at overvære, det kræver dog selvfølgeligt overskud og det er der ikke altid lige meget af. En typisk dag er afgang fra 0630 og hjemkomst igen ca 12 timer senere. for så at ryge i den blå bog eller havne med en omgang McKenzie dvd ér.

Jeg så et Lance Armstrong citat den anden dag i et fitness center ( Han er fra Austin) som var "I never have a bad day, I have good days and great days" sådan tænkte jeg tirsdags og i dag tænkte jeg fuck jeg er stadig fucking clueless...

Den sølvfarvede pick up foran klinikken er den trofaste ganger som bringer os til og fra klinikken. Eftermiddagstrafikken er vanvittig. de ca 15-17 km fra vores logi til klinikken kan snildt tage 40-45 minutter. ligesom et fitnesscenter er "primetime" fra 16-19.

Uge 2

Starten på en ny uge og mandag er allerede gået. Scot smuttedehjem i dag med dårlig mave ( havde tabt 5 pund i løbet af natten...) Det må være alt den tex mex, havde eller s den opfattelse at stærk mad klarede bakterier og den slags. Det betød en mentor til to studerende hvilket resulterede i to ting 1) mere ansvar og 2) desværre mindre supervision. Dog stadig nogle gode snakke om det der nu engang står i den der Blå bog. Eftermiddagen er gået med læsning på Starbucks. Martin ville vel kalde det terapi for sjælen? Deres Starbuck kaffe er virker stærkere end den jeg hidtil har kunne opstøve i Europa. Dette er dog absolut ikke et minus. Aftenen står på læsning for i morgen er tirdag og dermed endnu en quiz coming up.
Indtil videre har det gået meget godt med den anden studerende og jeg. Dog fattter jeg ikke at hun hver morgen bruger mere end end time på bad etc. måske fordi hun i hendes håndbagage medbragte mere end jeg gjorde i min rejsetaske... (f.eks. 7 par sko).
Vi skal se en del DVD med en masse undersøgelser / behandlinger og det kan være lidt en kamp at få lov at benytte tvét da Carolyn konstant har det kørende. Bortset fra det går det også ganske fint med at bo hos hende.

Ha det i DK, hører kulden er over jer igen. vi havde vist solskin og 18 gr. i dag

Så gik den weekend

Søndag eftermiddag og klokken nærmer sig 1600.
Dagen igår gik med læsning en en blå bog jeg har medbragt hjemmefra. indholdet er noget omkring spinale lidelser og hvordan de kan kaldes forskellige ting alt afh. af hvordan de opfører sig.... Derefter en god løbetur, hvor jeg næsten for vild, så godt man har Garmin på armen til at guide en når det kniber. Aftenen gik med "after party" hos Scott og Catie hvor den selvfølgeligt stod på TEx Mex ( gad vide om de overhovedet spiser andet herovre ? Der havde været faculty møde fredag og lørdag og de sluttede af med aftensmad og afslappet stemning v. Scott. Talte bl.a. med Kathy Hoyt som stod for et af modulerne på den teoretiske del og Greg Silver. ( Manden der lavede studiet om centralisering i 1990 sammen med Ron kanon fin fyr med super meget erfaring at øse af). Aftenen sluttede af med at jeg bankede Greg i bordtennis. Så fik man da noget ud af sit fys studie. Mon ikke jeg stadig kan tæve både Mammen og Morten ?

Dagen i har stået gennemgang og praktik af lumbale teknikker hovedsageligt i sagittal plan og med den helt store lat shift korrektion som rosinen i pølseenden. superviseret af Dave Oliver , Scott, Kim og Chris . Det er da en 2 on 1 der vil noget.

Hep jeg er off

Hey there ya´lll ( yyyoou aalll) Det siger de fandme hele tiden og selv resten af amerikanerne griner af det.
Austin er vel 15 grader og variende fra solskin til mega meget regn. Dog er næste uge fra søndag mere eller mindre kun solskin og i underkanten af 20 gr. Tilværelsen herovre er nu ganske fed og går stortset kun med fysioterapi, men det var vel også den oprindelige plan skullle jeg mene.
Alt er stort herovre lige fra shoppingcentrene, bilerne og folkene herovre, yes velkommen til verdens fedeste stat, alt under 150 kg er nul og niks. Tro da fanden de er kæmpe store, når man spiser ude er alt halv pris i forhold til DK og afstandene er så store at de kører til alt. Dette forklarer hvorfor 14 km tager 45 i myldretrafikken. Dette passer jo fint med mit tålmodige væsen...
De laver det bedste tex mex meicano mad og de spiser det faktisk også til morgenmad f.eks tortilla med æg. Generelt er deres udvalg af mad bare enormt. Så ja alt er større og mere mangfoldigt i Texas.
Vi er som tidligere beskrevet indlogeret ved Carolyn, hvilket går helt fint selvom man nogle gange har på fornemmelsen at hun næsten sidder og venter på at man kommer hjem, så der er nogle at snakke med.Hun er uden tvivl en rigtig sød dame med et stort hjerte. Det ser dog ud til at hun smutter i nogle dage, hvilket betyder vi sikkert ikke skal slås om retten til hendes tv.
austin skla der snusses til i denne weekend da der ikke har være ttid til det i hverdagene. Bliver rart at se andet end fysioterapi.
generelt er det faktist fedt herovre og folkene har indtil videre været super behagelige.

see ya´ll

Så gik den første uge af Dip programmet i Austin, 8 to go.

skulle du være familie, venner etc er det ikke sikkert du gider læse om fysioterapi og Dip program, og derfor er dette indlæg nok ikke synderligt ophidsende.

Mandag d. 12 var første dag på St. Davids Spine Center, som dip studerende møder man ind mandag lige lidt over syv og har første patient 07.30. Nå ja bye the way jeg var assigned til Scott H. som er den ene af 2 mentorer. ( Der er en 3. fys som er dip. mdt der tager over når en af de to andre ikke er tilstede. Generelt virker alle 3 uhyre skarpe rent fagligt).
Efter 5 minutter ved den første patient forsvinder ens mentor så i et kvarters tid, mens han på vej ud af døren lige nævner at det vil være en god ide´ at undersøge om patienten skal fortsætte sit regime eller der skal ske ændringer.... Så er man da igang med det det handler om. Generelt siger han i perioder faktisk ikke så meget, og når han ligesom siger noget er det som om det vil være en god ide´at overveje sit svar en ekstra gang. Derudover siger han som regel kun tingene en gang. (Jer der har været her kan nok nikke genkendende til dette).
Dette mønster med at vi går to ind til patienterne har gentaget sig hele ugen og som regel forsvinder Scott så efter 5 minutter og jo flere dage der er gået jo længere tid er der ligesom gået før man har set ham igen, hvis han da i det hele taget vender tilbage til den aktuelle konsultation. En af dagene kom han tilbage med et kæmpe smil på og jeg kunne sku ikke finde ud af hvad der var sket, indtil jeg fandt ud af at han lige havde været et smut ved frisøren mens jeg havde patienten. Og det vilde er sku da at man har fonemmelsen af at han faktisk alligevel ved hvad der er foregået..
Dagene er typisk fra 07.15 til 1800 og derefter har vi så set video med McKenzie, så jeg har da ikke umiddelbart de store problemer med at falde i søvn derefter.
En af de helt fede ting ved at være herovre er alle diskusionerne omkring det faglige, dette kommer sikkert til at rykke en del vedr. en forståelse og tilgang til systemet. Tirsdag og torsdag er quiz dage dvs under frokosten høres vi / debateres der forskellige emner som f.eks neurologisk us etc. Søndag i denne uge står den på teknikker på klinikken(sandsynligvis kun formiddag - vi skal da for fanden restituere på et eller andet tidspunkt). alt i alt har den her første uge faktisk ikke været så faglig krævende som forventet og så alligevel er jeg fuldstændig blæst i hovedet når jeg ryger i kassen.

Hej alle

Nu er jeg og min medstuderende, Susan, blevet indlogeret hos Carolyn. Det virker faktisk meget fint. eget værelse og fælles bad og køkken. Vi ankom ret sent igår og derfor sov vi hos Scott. Dagen i dag er praktisk talt gået med at prøvekøre bilen og finde vej til klinikken, Randi det er en Mazda "pick up style" så bliver det da ikke bedre. Der er blevet handlet lidt og ellers er tiden vist bare gået. Hvor er det iøvrigt vildt med alle de biler der er på vejene en søndag.
I morgen starter vi så på det det hele handler om, det virker dog til at selve dagen i morgen bliver ganske tilforladelig og intro-baseret. (Men jeg slipper nok ikke for at ta slips på af den grund.....) Hvilket minder mig om at jeg skal huske at have fundet beskrivelsen til at binde en slipseknude på nettet inden jeg ryger til køjs.

ps til de af jer der ikke kan forstå hvorfor jeg ikke svarer på telefon, herunder sms er det fordi at min telefon kun er dual band og herovre kræves der vist det der kaldes quad band.. hvor fanden skulle man lige vide det fra?