Uge 2 med nye mentorer har forløbet a la sidste uge. Dvs man skal stadig bruge energi på at gøre tingene lidt anderledes da de ikke helt gør tingene på samme måde. Scott som er enormt rutineret både som kliniker og på diplomaprogrammet, har været meget fokuseret på at være effektiv og slibe historien af i kanterne ved de lidt mere komplicerede patienter og så ellers få patienten op af stolen og bevæget igennem. Mens Chris og Kim som ikke har helt samme rutine, har en tendens til at være markant mere forsigtig i deres tilgang til patienten, hvilket Scott ville have slagtet mig på big time. Men hvis man nuancerer det er det hele dog noget man kan lære af, og det har bestemt afstedkommet nogle gode diskussioner. Bliver nu godt at komme hjem og arbejde med det over en længere periode. Jeg synes ugen har budt på for få nye patienter hvilket jeg ikke har fundet optimalt. Specielt når det er der jeg synes jeg har mest at arbejde med / udvikling at hente i forhold til min sidste evaluering. Ser dog ud til at næste uge byder på flere end denne uge. Evalueringen var ganske positiv og det er jo her man gerne skulle kunne se om man udvikler sig. De kan selvfølgeligt score os så lavt i begyndelsen at det kun kan gå en vej... Vedr. evaluering / eksamen som er om 10-12 dage har Instituttet besluttet at der ikke kommer eksterne eksaminatorer ( der var tale om Dan Kelly eller Kathy Hoyt ) det var vist et spørgsmål om økonomi. Det er svært at have en mening om det er godt eller skidt så det vil jeg lade andre om at bedømme. Dog mit indtryk at Scott var en anelse skuffet over dette.
Vejret, tja i tirsdags sneede det og hele Austin var på den anden ende. Total panik på. Så mon ikke næste store katastrofefilm fra the US kommer til at handle om de 1-2 cm sne der landede i Austin og omegn tirsdag d. 23 feb. 2010 ( og som forsvandt igen inden det blev aften). Dagen efter var her så 16 gr. og skyfrit. Iøvrigt kan de slet ikke køre i sådan et vejr herovre så masser af aflysninger fra patienterne. Det ville være svært at leve af at være praktiserende i DK de sidste 3 måneder hva ? ( Hvis vores patienter meldte afbud pga 1-2 cm sne).
Et langdistance program som Diplomaprogrammet herovre kan også kaldes et langdistance kastarationsprogram - skal nok skåne jer fra de lumre historier, men når sneen går gennem ens tag i casa del hejrevej og man er 20 timer væk føler man godt nok, at man er total afskåret for at vise sine handyman kompetencer. Hvad lidt fuge ikke kunne have gjort i den situation hvis jeg havde været hjemme.
Selvom jeg har det godt herovre glæder jeg mig helt vildt til mandag hvor Carl -E og Randi kommer til Austin. Så flytter jeg (vi) tættere på klinikken hvor vi har lejet en lille lejlighed for 2 uger inden vi tager til the Big Apple. Medmindre vi afbestiller N.Y. og bliver i Austin og nyder de mange helt fantastiske spisesteder. Det må være verden tex mex mekka.
Det er lørdag herovre så vi skal lige et par timer på klinikken og øve manuelle færdigheder med Chris.
lørdag den 27. februar 2010
lørdag den 20. februar 2010
En ikke helt almindelig uge
6. uge og er nu 2/3 dele gennem Dip - karussellen i Austin. Tiden er fløjet afsted og tankerne er nu mere i retning af, at jeg synes der stadig er så meget at lære og forbedre på i den korte tid der er tilbage af programmet. 10 - 12 dage og så bliver vi evalueret!!
Ugen har udfra et humoristisk synspunkt været ganske underholdene i form af patientkommentarer. Min medstuderende har den her kæmpe store fyr på 150-170 kg som synes det er helt forfærdeligt at lave øvelser, men han siger han tænker på hamburgere imens for så tænker han på noget rart...Alt er åbenbart større og anderledes i Texas. Jeg selv havde en patient sidst i 60érne med mistanke om et irreducerbart derangement som jeg placerede i fleksions rotation og efterflg spurgte om hun var komfortabel, hvortil hun svarede at det vidste hun ikke helt for sidst hun var i denne position blev hun gravid med tvillinger. Bortset fra at kommentaren var underholdende kan man måske overveje en anden spørgeteknik næste gang?
På klinikken har vi i denne uge haft to entrapments hvilket ikke er helt normalt omend en god lærerig oplevelse og fedt at se håndteringen af disse patienter. Relevansen af fleksion er da tydelig og ligeledes den kliniske ræsonnering bag.
Personligt skal jeg stadig blive bedre til at lytte til historien og lade den guide mit næste træk i undersøgelsen. Dette må der arbejdes videre med de sidste 3 uger. Vi skulle have været evalueret for 2. gang i går men de udskød det til mandag.
Vi øver stadig de manuelle færdigheder i stor stil 6-7 dage om ugen og ikke mindst når muligheden byder sig på patienterne. Derudover er jeg begyndt at øve på "døde" ting i form af behandlingsbrikse og flamingo ruller. Ser ud til mine svaghed hovedsagelig er speed i manipulationerne.
Mine patienter har også i denne uge fortsat med at give mig kager og jordbær, ved sgu ikke om de synes jeg er for splejset til Texas. Men det da helt fantastisk. Man skal ikke ligge for meget i at kvinder i 60érne bringer en chokoladeovertrukne jordbær - Vel ?
Jer der tidligere har boet ved Carolyn ved jo hvor nysgerrig hun er og ikke mindst hvor meget hun gerne vil blande sig i madlavningen, så prøv at forestille jer hvor meget på skideren man følte sig den anden dag da blenderen med jordskokke suppe eksplodere op på skabe og den ene væg. Nok mest fordi man havde kommet lige rigeligt i bøtten, på trods af flere advarsler om ikke at fylde for meget i. Nå men jeg er da sluppet helskindet fra episoden uden videre repressalier - Det er så vigtigt man ikke bliver taget på fersk gerning når man laver ballade!!!
Som rosinen i pølseenden i denne uge har jeg erhervet mig en Mac pro. Helt fantastisk lir, tror dog først jeg får rigtigt tid til den når jeg vender hjem igen.
ha en rigtig god søndag i snefyldte Danmark
Ugen har udfra et humoristisk synspunkt været ganske underholdene i form af patientkommentarer. Min medstuderende har den her kæmpe store fyr på 150-170 kg som synes det er helt forfærdeligt at lave øvelser, men han siger han tænker på hamburgere imens for så tænker han på noget rart...Alt er åbenbart større og anderledes i Texas. Jeg selv havde en patient sidst i 60érne med mistanke om et irreducerbart derangement som jeg placerede i fleksions rotation og efterflg spurgte om hun var komfortabel, hvortil hun svarede at det vidste hun ikke helt for sidst hun var i denne position blev hun gravid med tvillinger. Bortset fra at kommentaren var underholdende kan man måske overveje en anden spørgeteknik næste gang?
På klinikken har vi i denne uge haft to entrapments hvilket ikke er helt normalt omend en god lærerig oplevelse og fedt at se håndteringen af disse patienter. Relevansen af fleksion er da tydelig og ligeledes den kliniske ræsonnering bag.
Personligt skal jeg stadig blive bedre til at lytte til historien og lade den guide mit næste træk i undersøgelsen. Dette må der arbejdes videre med de sidste 3 uger. Vi skulle have været evalueret for 2. gang i går men de udskød det til mandag.
Vi øver stadig de manuelle færdigheder i stor stil 6-7 dage om ugen og ikke mindst når muligheden byder sig på patienterne. Derudover er jeg begyndt at øve på "døde" ting i form af behandlingsbrikse og flamingo ruller. Ser ud til mine svaghed hovedsagelig er speed i manipulationerne.
Mine patienter har også i denne uge fortsat med at give mig kager og jordbær, ved sgu ikke om de synes jeg er for splejset til Texas. Men det da helt fantastisk. Man skal ikke ligge for meget i at kvinder i 60érne bringer en chokoladeovertrukne jordbær - Vel ?
Jer der tidligere har boet ved Carolyn ved jo hvor nysgerrig hun er og ikke mindst hvor meget hun gerne vil blande sig i madlavningen, så prøv at forestille jer hvor meget på skideren man følte sig den anden dag da blenderen med jordskokke suppe eksplodere op på skabe og den ene væg. Nok mest fordi man havde kommet lige rigeligt i bøtten, på trods af flere advarsler om ikke at fylde for meget i. Nå men jeg er da sluppet helskindet fra episoden uden videre repressalier - Det er så vigtigt man ikke bliver taget på fersk gerning når man laver ballade!!!
Som rosinen i pølseenden i denne uge har jeg erhervet mig en Mac pro. Helt fantastisk lir, tror dog først jeg får rigtigt tid til den når jeg vender hjem igen.
ha en rigtig god søndag i snefyldte Danmark
søndag den 14. februar 2010
Skift af mentor
Denne uge har været en af de hårde af slagsen, jeg var bestemt klar til weekend allerede i tirsdags. Det er tydeligt at mærke at presset lige nu er vokset fra både mig selv og mentorer herovre. Der er i de seneste uger kommet flere og flere ting i spil som jeg forsøger at integrere i min omgang med patienterne og at være så naiv at tro at alt bare sidder på ryggraden efter 5 uger herovre holder ikke. Det eneste der sidder på ryggen er vist en fyr ved navn Scott Herbowy. Jeg har indtil videre ikke set ham lave en eneste beslutning hvor han ikke var 5 skridt foran mig i sin tankegang. Gad vide om hans hjerne er født til at tænke mekanisk? vi har de her ugentlige quizér hvor man efterfølgende altid føler at man er blevet taget med bukserne nede selvom man selv synes, at ,man da var rimeligt godt forberedt. Jeg har sq da aldrig før brugt 45 minutter på at diskutere ipsilaterale shifts. Samtidigt er et svar sjældent godt nok hvis ikke det ordret står sådan i bogen. Frustreret nej - presset ja! Dog er det min opfattelse at det kommer mig tilgode i det lange løb ( forhåbentligt).
Det har været en uge med flere cervikale manipulationer en jeg nogensinde havde forestillet mig at jeg skulle komme til at fyre af i hele min fys karriere. Man bliver lidt øm når man selv er medie 50% af tiden. Men fedt at optimere de manuelle færdigheder.
Det var også ugen hvor vi var 4 terapeuter til en skulder som ikke helt makkede ret. Mega fedt at udnytte hinandens ressourcer - sjovt nok holdt den første klassifikation ikke så mon ikke der er andre end mig som burde have været en "mechanical butterfly" lidt tidligere i forløbet ?
Weekenden er gået med at passe en af mentorernes hus og hund hvilket har været rigtigt fint istedet for altid at hænge ud v Carolyn. Jeg kan godt begynde at mærke afsavnet af familien. Samt det at vi altid er to (Min medstuderende og jeg) som skal indpasse os efter hinanden begynder til tider at være lidt anstrengende - bare en times pusterum foran computeren eller bag en lukket dør gør underværker og så kan man snildt lidt igen.
4 forhåbentligt fede og vel hårde uger venter forude.
Det har været en uge med flere cervikale manipulationer en jeg nogensinde havde forestillet mig at jeg skulle komme til at fyre af i hele min fys karriere. Man bliver lidt øm når man selv er medie 50% af tiden. Men fedt at optimere de manuelle færdigheder.
Det var også ugen hvor vi var 4 terapeuter til en skulder som ikke helt makkede ret. Mega fedt at udnytte hinandens ressourcer - sjovt nok holdt den første klassifikation ikke så mon ikke der er andre end mig som burde have været en "mechanical butterfly" lidt tidligere i forløbet ?
Weekenden er gået med at passe en af mentorernes hus og hund hvilket har været rigtigt fint istedet for altid at hænge ud v Carolyn. Jeg kan godt begynde at mærke afsavnet af familien. Samt det at vi altid er to (Min medstuderende og jeg) som skal indpasse os efter hinanden begynder til tider at være lidt anstrengende - bare en times pusterum foran computeren eller bag en lukket dør gør underværker og så kan man snildt lidt igen.
4 forhåbentligt fede og vel hårde uger venter forude.
søndag den 7. februar 2010
Lidt mere amerikansk kultur
Nu er de første 4 uger brændt af, selvom det føles som om jeg lige er startet. Lad mig starte bagfra nemlig med ugens sidste dag som er i dag, nærmere bestemt Superbowl 2010. For mit vedkommende foregik det v. Scott og hans kone sammen med kollegerne fra arbejde og deres unger, ganske hyggeligt og selvfølgeligt med pizza, hot wings, BIG TIME HOT og en øl eller to. Fredag aften var jeg inviteret op til Chris , kollega fra arbejde, for at spise hvor menuen stod på ja gæt en gang pizza og hotwings, skræmmende stærke ( deres smagsløg må være fra en anden planet). Generelt fedt at bruge lidt tid efter arbejde med disse mennesker istedet for at de kun er den der "skygge" som superviserer en på klinikken.
Denne weekend var også weekenden hvor jeg fik taget mig sammen til et køre ned til floden for at nappe en løbetur. Virkeligt motiverende at løbe i knap 18 gr. og højt solskin sammen med masser af andre formiddagsmotionister. Selv de små egern så ud til at nyde det gode vejr. Sjovt at der var så mange motionister når nu Texas er den fedeste stat herovre, måske er det alt eller intet mentaliteten der kommer til udtryk.
En anden ting som virkeligt har gjort mig opmærksom på forskellene mellem vores samfund hjemme og her er det faktum at jeg inden for de sidste 8 dage er blevet spurgt om id 3 gange når jeg har købt øl / vin. Den ene gang blev jeg endda nægtet køb jeg ikke havde noget amerikansk id... Guess I´m still looking good! lad mig nu bare blive i den tro.
Jeg læste forleden en klumme hvor man opgjorde et estimeret antal af nye cancer tilfælde som følge af Ct - scanninger i USA, hvilket fik mig til at tænke på hvor mange af mine patienter som når de konsulterer mig herovre allerede har enten, ct, mri eller rtg for ikke at nævne antallet af "Shots" ( div. former for steroid / medikament injektioner mod smerter ) og ikke mindst hvor mange af dem der har mere end et billede. Jeg har en brandmand som patient herovre som har fået en totalskulder operation som udover at have opnået et helt fantastisk resultat mht bevægelighed (defekt på ca 10-15 gr.i flex og abd.) og styrke har fået hele 6 Ct scanninger i løbet af de sidste 20 år... Hvis vores samfund ikke snart begynder at kvalitetssikre noget kraftigere og mere resolut kan jeg kun frygt at vi ender i samme båd. Mon ikke der er nogle som kommer til at tjene kassen og andre som kommer til at betale ?
At arbejde herovre er noget specielt og jeg er spændt på at se om jeg på noget tidspunkt føler mig afslappet som i min daglige gang på klinikken derhjemme. En åbenlys grundt til det er lidt anderledes er selvfølgeligt hele læringssituationen og at man skal præstere, hvilket er helt fedt og forventet. Men en anden ting er, at jeg synes jeg skal bevæge mig noget mere forsigtigt rundt "blandt" patienterne , måske er det et mentalitets spørgmål og måske er det bare mig der er bekymret / overvejende om ikke at pisse nogle af og få en eller anden latterlig advokat på nakken som har trukket sin uddannnelse på et weekend kursus. hvad jeg prøver at sige er vel at jeg synes min ageren er en anelse begrænset i forhold til den jeg normalt udviser med mine patienter. Når dette er sagt er der ikke en dag hvor jeg ikke glæder mig til at skulle ned på klinikken og igang.
Hasta la vista baby, I´ll be back ( Han er stadig et stort hit herovre ham Arnold)
Denne weekend var også weekenden hvor jeg fik taget mig sammen til et køre ned til floden for at nappe en løbetur. Virkeligt motiverende at løbe i knap 18 gr. og højt solskin sammen med masser af andre formiddagsmotionister. Selv de små egern så ud til at nyde det gode vejr. Sjovt at der var så mange motionister når nu Texas er den fedeste stat herovre, måske er det alt eller intet mentaliteten der kommer til udtryk.
En anden ting som virkeligt har gjort mig opmærksom på forskellene mellem vores samfund hjemme og her er det faktum at jeg inden for de sidste 8 dage er blevet spurgt om id 3 gange når jeg har købt øl / vin. Den ene gang blev jeg endda nægtet køb jeg ikke havde noget amerikansk id... Guess I´m still looking good! lad mig nu bare blive i den tro.
Jeg læste forleden en klumme hvor man opgjorde et estimeret antal af nye cancer tilfælde som følge af Ct - scanninger i USA, hvilket fik mig til at tænke på hvor mange af mine patienter som når de konsulterer mig herovre allerede har enten, ct, mri eller rtg for ikke at nævne antallet af "Shots" ( div. former for steroid / medikament injektioner mod smerter ) og ikke mindst hvor mange af dem der har mere end et billede. Jeg har en brandmand som patient herovre som har fået en totalskulder operation som udover at have opnået et helt fantastisk resultat mht bevægelighed (defekt på ca 10-15 gr.i flex og abd.) og styrke har fået hele 6 Ct scanninger i løbet af de sidste 20 år... Hvis vores samfund ikke snart begynder at kvalitetssikre noget kraftigere og mere resolut kan jeg kun frygt at vi ender i samme båd. Mon ikke der er nogle som kommer til at tjene kassen og andre som kommer til at betale ?
At arbejde herovre er noget specielt og jeg er spændt på at se om jeg på noget tidspunkt føler mig afslappet som i min daglige gang på klinikken derhjemme. En åbenlys grundt til det er lidt anderledes er selvfølgeligt hele læringssituationen og at man skal præstere, hvilket er helt fedt og forventet. Men en anden ting er, at jeg synes jeg skal bevæge mig noget mere forsigtigt rundt "blandt" patienterne , måske er det et mentalitets spørgmål og måske er det bare mig der er bekymret / overvejende om ikke at pisse nogle af og få en eller anden latterlig advokat på nakken som har trukket sin uddannnelse på et weekend kursus. hvad jeg prøver at sige er vel at jeg synes min ageren er en anelse begrænset i forhold til den jeg normalt udviser med mine patienter. Når dette er sagt er der ikke en dag hvor jeg ikke glæder mig til at skulle ned på klinikken og igang.
Hasta la vista baby, I´ll be back ( Han er stadig et stort hit herovre ham Arnold)
Abonner på:
Opslag (Atom)
