Eksamen. Dundee, Scotland

Så blev det tid til sidste skridt på "Dip-trip", eksamen i Dundee, Skotland 12-13 juni 2010. Meget kan siges om MDT men det medfører uden tvivl at man får set lidt af verden. (Teori fra uni på NZ, klinisk del i Austin og nu eksamen i Dundee)

4x 45 minutter i selskab med Helen Clare, Jenny Ross, Stephen May (for satan han er tosset med metode og statistik den mand) og Grant Watson stod mellem mig og en forhåbentlig veloverstået eksamen. Da den sidste 45 min seance var overstået stod jeg med en blanding af lettelse og så alligevel en stor følelse af uforløsthed. Sidstnævnte skyldtes uden tvivl at vi ikke ville blive orienteret om resultatet med det samme men inden for den nærmeste måned. Men også fordi jeg syntes at det var meget svært at finde ud af om vi havde diskuteret på et tilstrækkeligt højt niveau og om jeg skulle have smidt noget mere "lingo" på banen selvom, jeg absolut ikke syntes de søgte det.

I går fredag d. 25 juni tikkede den bedst mail i meget lang tid så ind, og må nok indrømme at det føltes som verdens langsommeste download inden pdfén endelig var hentet. Men hold nu kæft hvor er det bare mega fedt at have bestået forløbet. For fanden hvor jeg også bare glæder mig til at sænke stressniveauet, være familiemenneske og nyde min fysioterapeutiske ageren med en anden ballast. Længe leve nysgerrigheden.

Good bye Austin - Hello N. Y.

9 fede uger på dip rutschebanen er nu slut. Det har været en helt utrolig oplevelse som alle der ønsker et spark bagi og med interesse for MDT bør give sig selv. De faglige udfordringer og de meneskelige oplevelser har været den perfekte kombination. Hver 3. uge er jeg blevet evalueret og har set hvad mine stærke og svage sider har været. Hvor man så har intensiveret arbejdet med de svage og forsøgt ikke at glemme de stærke indtil den næste evaluering - og alligevel har man så glemt noget undervejs. Det er fedt at se at der er sket fremskridt som tiden er gået og jeg føler da at mit MDT niveau er rykket en del siden forløbets start.Jeg vælger at se mine 9 uger herovre som en begyndelse på en proces som skal fortsatte når jeg har dansk muld under fødderne igen, og som forhåbentligt skal ende med en DIP eksamen engang i løbet af indeværende år. Det intensiverede forløb herovre har umiddelbart givet min arbejdsgang nogle mere rationelle metoder. Men hvad der også har været meget vigtigt for fremtiden som fys, er at det har nuanceret tingene i dagligdagen, ikke mindst på grund af Scotts opfordringer til at være mere nysgerrig og ambitiøs når tingene ikke lige passer ind i vores "kasser".

At arbejde et sted hvor sproget og befolkningen anderledes var satme trættende i starten - jeg var helt blæst i hovedet om aftenen, men en fed måde at lære en anden kultur på. Desuden er befolkningen i Austin ( Texas generelt ) ikke hysteriske hvis ens ordforråd til tider ikke er helt fyldestgørende altid. Så til de der overvejer Austin som næste destination på jeres MDT sti skal i ikke lade sproget stoppe jer. Det kan også sagtens anbefales at have familien med på en del af programmet herovre, dog vil jeg ikke anbefale hele forløbet da der bruges rigtigt mange timer på klinikker og med medstuderende. ( 06.30 - 19.00 er ikke en unormal dag) Samt ca. 3-4 lør eller søndage herudover hvor man mødes på klinikken for at øve manuelle teknikker. Min medstuderende og jeg brugte nok ca. 5 dage om ugen efter arbejde hvor vi øvede teknikker i mindst 1 times tid. Udover engelskprøve, den teoretiske del på Otago universitetet og lyst til at udvikle sig indenfor MDT er der yderligere to ting som man bør have overveje inden man vælger Austin. 1)Man bør ikke tage herover hvis man er arrogant og tror man ikke skal arbejde for at udvikle sig, 2) man skal heller ikke være for følsom / tage tingene for tungt, specielt ikke når man ikke kan svare på spørgsmålene på quizerne i frokostpauserne. ("Bare rolig vi andre ku´sq heller ikke svare på alt og nogle gange meget lidt.." )

Austins indbyggere og ikke mindst mine kolleger har været med til at gøre oplevelsen helt super for både Carl-Emil, Randi og jeg. Kim har lånt os deres ene bil de sidste par weekender så vi rigtigt har kunne komme omkring i Austin. Vi har nydt solen og Shoppet på South Congress som er kendt for at være den lidt mere afslappede del af Austin og hvor det faktisk er muligt at gå fra butik til butik, istedet for altid at må benytte bilen. Et smut forbi Carolyn, så hun kunne se Cal-Emil. Solnedgang på Mt. Bonnell. Søndag gik med Gospel på Maria´s taco express diner´ og drage festival i Zilker Park. Her fik Carl - Emil selvfølgeligt også dyppet fødderne ( og hele kroppen) i Barton Springs - Det betyder åbenbart ikke noget for ham at temperaturen ikke var a la´svømmehal. HVis vi engang kommer tilbage til Austin må vi huske at ta et smut forbi " Chicken shit bingo - baren. Mandag formiddag forlod vi Austin, selvom vi begge overvejede bare at blive i Austin som vi kommer til at savne. "Keep Austin Weird"

New York for vores fødder og den har vist sig fra sin bedste side, solen har skinnet siden vi kom og hotellet er i top hvad angår placering og service. Specielt når man rejser med en bette livlig dreng. Vi har set Little Italy og Chinatown (Carl-Emil synes godt om deres pasta), Statue of Liberty, Ground Zero / World Trade Center og ellers bare gået rundt og set N.Y. på må og få. I dag er det St. Patricks Day så hele byen er i grønt. Vi benyttede morgenen til at komme op på 86. etage (320 m over asfalten) af Empire State og se udover byen.
Folkene i Austin var sikre på, at vi ville opleve at folk i N.Y. var næsten direkte uhøflige, men synes faktisk ikke det var så slemt, men nok fordi de minder mere om os danskere - vi passer os selv....
I dag vender vi næsen mod Central Park og Times Square til mere fest og farver. I morgen er det N.Y. farvel og så er det goddag DK og Aalborg fredag morgen.

Familien genforenet

Mandag i denne uge var sidste dag hos Carolyn, afskeds salutten var pandekager til morgenmad og en kartoffelmoser.
I lufthavnen stod en fyr i skjorte og slips, så ham samlede Carl-Emil og jeg op......He he farmand havde kun trænet dynamisk biceps og havde helt glemt den statiske, så sønnikes vægt sved lidt i armen.
Kim havde lånt sin bil ud til mig så familien kunne blive fragtet til vores nye hjem for de sidste 2 uger i Austin, Butler cottage. Kun 5-10 minutters gang fra klinikken. Helt fantastisk istedet for at sidde fast i trafikken hver morgen og ikke mindst når vi skulle hjemover. Her tog de 16 km let 60-70 min.
De første par dage brugt vi, de ny ankomne, på at blive tøet op i solskinsvejret - ahhhhhh ahhhh det kan vi li...... Mens Brian tager på job og bliver klogere tåger vi rundt i supermarkederne og prøver på at finde logikken bag placeringerne, tager på legepladsen eller kigger på påfugle i haven.
Ja jeg forsøger at rykke det sidste ud af programmet herovre og der er uden tvivl begyndt at melde sig en forventning til at afslutte fint og ordentligt den sidste uge. Der skal jo snart præsteres og tankerne går på om man har erhvervet sig et tilstrækkeligt kompetenceniveau til at levere varen. Tydeligt at også underviserne ikke pakker tingene ind hvis det ikke lige er på niveau med det forventede. De har dog alle været super rare og udlånt både babyseng og bil til os. Kim har faktisk lånt os bilen hele weekenden og tilbudt at passe Carl-Emil. Apropos weekend her skal Carl-Emil og Randi introduceres til Austins diversity, udover legepladser og supermarkeder og vi skal et smut over til Scott og Katie til frokost.
Udover at underviserne presser på, så er der jo også en mor, som synes, at man skal være to til natteroderiet - gabb - og det her Brian lykkeligt glemt alt om, så stakkels Brian, det er lidt hårdt...... Så er det tydeligt, at jeg de sidste 7 uger helt har glemt, hvordan man er kærester!!! Jeg putter mig ind til min søn, og sover før Brian overhovedet overvejer at børste sine tænder.... Til de fysioterapeut interesserede tror jeg at jeg så mit første anterior - posterior derangement i dag, yeahah, yes til jer andre ja det er noget nørdet men det er da pisse fedt. husk McKenzie er ikke alt (Randi). Havde en patient i dag som mente at os mcKenzieterapeuter var ret anale - sådan havde jeg ike tidligere tænkt over det men måske har hun en pointe who knows ?
Aftenmåltiderne er som en picnic hver aften, da vi sidder på gulvet og spiser, hvilket typisk ender med knægtens fødder i alle tallerknerne, men fedt at være sammen igen.

Godt så, lidt nyt fra Guds eget land

Uge 2 med nye mentorer har forløbet a la sidste uge. Dvs man skal stadig bruge energi på at gøre tingene lidt anderledes da de ikke helt gør tingene på samme måde. Scott som er enormt rutineret både som kliniker og på diplomaprogrammet, har været meget fokuseret på at være effektiv og slibe historien af i kanterne ved de lidt mere komplicerede patienter og så ellers få patienten op af stolen og bevæget igennem. Mens Chris og Kim som ikke har helt samme rutine, har en tendens til at være markant mere forsigtig i deres tilgang til patienten, hvilket Scott ville have slagtet mig på big time. Men hvis man nuancerer det er det hele dog noget man kan lære af, og det har bestemt afstedkommet nogle gode diskussioner. Bliver nu godt at komme hjem og arbejde med det over en længere periode. Jeg synes ugen har budt på for få nye patienter hvilket jeg ikke har fundet optimalt. Specielt når det er der jeg synes jeg har mest at arbejde med / udvikling at hente i forhold til min sidste evaluering. Ser dog ud til at næste uge byder på flere end denne uge. Evalueringen var ganske positiv og det er jo her man gerne skulle kunne se om man udvikler sig. De kan selvfølgeligt score os så lavt i begyndelsen at det kun kan gå en vej... Vedr. evaluering / eksamen som er om 10-12 dage har Instituttet besluttet at der ikke kommer eksterne eksaminatorer ( der var tale om Dan Kelly eller Kathy Hoyt ) det var vist et spørgsmål om økonomi. Det er svært at have en mening om det er godt eller skidt så det vil jeg lade andre om at bedømme. Dog mit indtryk at Scott var en anelse skuffet over dette.

Vejret, tja i tirsdags sneede det og hele Austin var på den anden ende. Total panik på. Så mon ikke næste store katastrofefilm fra the US kommer til at handle om de 1-2 cm sne der landede i Austin og omegn tirsdag d. 23 feb. 2010 ( og som forsvandt igen inden det blev aften). Dagen efter var her så 16 gr. og skyfrit. Iøvrigt kan de slet ikke køre i sådan et vejr herovre så masser af aflysninger fra patienterne. Det ville være svært at leve af at være praktiserende i DK de sidste 3 måneder hva ? ( Hvis vores patienter meldte afbud pga 1-2 cm sne).
Et langdistance program som Diplomaprogrammet herovre kan også kaldes et langdistance kastarationsprogram - skal nok skåne jer fra de lumre historier, men når sneen går gennem ens tag i casa del hejrevej og man er 20 timer væk føler man godt nok, at man er total afskåret for at vise sine handyman kompetencer. Hvad lidt fuge ikke kunne have gjort i den situation hvis jeg havde været hjemme.

Selvom jeg har det godt herovre glæder jeg mig helt vildt til mandag hvor Carl -E og Randi kommer til Austin. Så flytter jeg (vi) tættere på klinikken hvor vi har lejet en lille lejlighed for 2 uger inden vi tager til the Big Apple. Medmindre vi afbestiller N.Y. og bliver i Austin og nyder de mange helt fantastiske spisesteder. Det må være verden tex mex mekka.

Det er lørdag herovre så vi skal lige et par timer på klinikken og øve manuelle færdigheder med Chris.

En ikke helt almindelig uge

6. uge og er nu 2/3 dele gennem Dip - karussellen i Austin. Tiden er fløjet afsted og tankerne er nu mere i retning af, at jeg synes der stadig er så meget at lære og forbedre på i den korte tid der er tilbage af programmet. 10 - 12 dage og så bliver vi evalueret!!
Ugen har udfra et humoristisk synspunkt været ganske underholdene i form af patientkommentarer. Min medstuderende har den her kæmpe store fyr på 150-170 kg som synes det er helt forfærdeligt at lave øvelser, men han siger han tænker på hamburgere imens for så tænker han på noget rart...Alt er åbenbart større og anderledes i Texas. Jeg selv havde en patient sidst i 60érne med mistanke om et irreducerbart derangement som jeg placerede i fleksions rotation og efterflg spurgte om hun var komfortabel, hvortil hun svarede at det vidste hun ikke helt for sidst hun var i denne position blev hun gravid med tvillinger. Bortset fra at kommentaren var underholdende kan man måske overveje en anden spørgeteknik næste gang?
På klinikken har vi i denne uge haft to entrapments hvilket ikke er helt normalt omend en god lærerig oplevelse og fedt at se håndteringen af disse patienter. Relevansen af fleksion er da tydelig og ligeledes den kliniske ræsonnering bag.
Personligt skal jeg stadig blive bedre til at lytte til historien og lade den guide mit næste træk i undersøgelsen. Dette må der arbejdes videre med de sidste 3 uger. Vi skulle have været evalueret for 2. gang i går men de udskød det til mandag.
Vi øver stadig de manuelle færdigheder i stor stil 6-7 dage om ugen og ikke mindst når muligheden byder sig på patienterne. Derudover er jeg begyndt at øve på "døde" ting i form af behandlingsbrikse og flamingo ruller. Ser ud til mine svaghed hovedsagelig er speed i manipulationerne.
Mine patienter har også i denne uge fortsat med at give mig kager og jordbær, ved sgu ikke om de synes jeg er for splejset til Texas. Men det da helt fantastisk. Man skal ikke ligge for meget i at kvinder i 60érne bringer en chokoladeovertrukne jordbær - Vel ?
Jer der tidligere har boet ved Carolyn ved jo hvor nysgerrig hun er og ikke mindst hvor meget hun gerne vil blande sig i madlavningen, så prøv at forestille jer hvor meget på skideren man følte sig den anden dag da blenderen med jordskokke suppe eksplodere op på skabe og den ene væg. Nok mest fordi man havde kommet lige rigeligt i bøtten, på trods af flere advarsler om ikke at fylde for meget i. Nå men jeg er da sluppet helskindet fra episoden uden videre repressalier - Det er så vigtigt man ikke bliver taget på fersk gerning når man laver ballade!!!
Som rosinen i pølseenden i denne uge har jeg erhervet mig en Mac pro. Helt fantastisk lir, tror dog først jeg får rigtigt tid til den når jeg vender hjem igen.

ha en rigtig god søndag i snefyldte Danmark

Skift af mentor

Denne uge har været en af de hårde af slagsen, jeg var bestemt klar til weekend allerede i tirsdags. Det er tydeligt at mærke at presset lige nu er vokset fra både mig selv og mentorer herovre. Der er i de seneste uger kommet flere og flere ting i spil som jeg forsøger at integrere i min omgang med patienterne og at være så naiv at tro at alt bare sidder på ryggraden efter 5 uger herovre holder ikke. Det eneste der sidder på ryggen er vist en fyr ved navn Scott Herbowy. Jeg har indtil videre ikke set ham lave en eneste beslutning hvor han ikke var 5 skridt foran mig i sin tankegang. Gad vide om hans hjerne er født til at tænke mekanisk? vi har de her ugentlige quizér hvor man efterfølgende altid føler at man er blevet taget med bukserne nede selvom man selv synes, at ,man da var rimeligt godt forberedt. Jeg har sq da aldrig før brugt 45 minutter på at diskutere ipsilaterale shifts. Samtidigt er et svar sjældent godt nok hvis ikke det ordret står sådan i bogen. Frustreret nej - presset ja! Dog er det min opfattelse at det kommer mig tilgode i det lange løb ( forhåbentligt).
Det har været en uge med flere cervikale manipulationer en jeg nogensinde havde forestillet mig at jeg skulle komme til at fyre af i hele min fys karriere. Man bliver lidt øm når man selv er medie 50% af tiden. Men fedt at optimere de manuelle færdigheder.
Det var også ugen hvor vi var 4 terapeuter til en skulder som ikke helt makkede ret. Mega fedt at udnytte hinandens ressourcer - sjovt nok holdt den første klassifikation ikke så mon ikke der er andre end mig som burde have været en "mechanical butterfly" lidt tidligere i forløbet ?
Weekenden er gået med at passe en af mentorernes hus og hund hvilket har været rigtigt fint istedet for altid at hænge ud v Carolyn. Jeg kan godt begynde at mærke afsavnet af familien. Samt det at vi altid er to (Min medstuderende og jeg) som skal indpasse os efter hinanden begynder til tider at være lidt anstrengende - bare en times pusterum foran computeren eller bag en lukket dør gør underværker og så kan man snildt lidt igen.
4 forhåbentligt fede og vel hårde uger venter forude.

Lidt mere amerikansk kultur

Nu er de første 4 uger brændt af, selvom det føles som om jeg lige er startet. Lad mig starte bagfra nemlig med ugens sidste dag som er i dag, nærmere bestemt Superbowl 2010. For mit vedkommende foregik det v. Scott og hans kone sammen med kollegerne fra arbejde og deres unger, ganske hyggeligt og selvfølgeligt med pizza, hot wings, BIG TIME HOT og en øl eller to. Fredag aften var jeg inviteret op til Chris , kollega fra arbejde, for at spise hvor menuen stod på ja gæt en gang pizza og hotwings, skræmmende stærke ( deres smagsløg må være fra en anden planet). Generelt fedt at bruge lidt tid efter arbejde med disse mennesker istedet for at de kun er den der "skygge" som superviserer en på klinikken.

Denne weekend var også weekenden hvor jeg fik taget mig sammen til et køre ned til floden for at nappe en løbetur. Virkeligt motiverende at løbe i knap 18 gr. og højt solskin sammen med masser af andre formiddagsmotionister. Selv de små egern så ud til at nyde det gode vejr. Sjovt at der var så mange motionister når nu Texas er den fedeste stat herovre, måske er det alt eller intet mentaliteten der kommer til udtryk.
En anden ting som virkeligt har gjort mig opmærksom på forskellene mellem vores samfund hjemme og her er det faktum at jeg inden for de sidste 8 dage er blevet spurgt om id 3 gange når jeg har købt øl / vin. Den ene gang blev jeg endda nægtet køb jeg ikke havde noget amerikansk id... Guess I´m still looking good! lad mig nu bare blive i den tro.

Jeg læste forleden en klumme hvor man opgjorde et estimeret antal af nye cancer tilfælde som følge af Ct - scanninger i USA, hvilket fik mig til at tænke på hvor mange af mine patienter som når de konsulterer mig herovre allerede har enten, ct, mri eller rtg for ikke at nævne antallet af "Shots" ( div. former for steroid / medikament injektioner mod smerter ) og ikke mindst hvor mange af dem der har mere end et billede. Jeg har en brandmand som patient herovre som har fået en totalskulder operation som udover at have opnået et helt fantastisk resultat mht bevægelighed (defekt på ca 10-15 gr.i flex og abd.) og styrke har fået hele 6 Ct scanninger i løbet af de sidste 20 år... Hvis vores samfund ikke snart begynder at kvalitetssikre noget kraftigere og mere resolut kan jeg kun frygt at vi ender i samme båd. Mon ikke der er nogle som kommer til at tjene kassen og andre som kommer til at betale ?
At arbejde herovre er noget specielt og jeg er spændt på at se om jeg på noget tidspunkt føler mig afslappet som i min daglige gang på klinikken derhjemme. En åbenlys grundt til det er lidt anderledes er selvfølgeligt hele læringssituationen og at man skal præstere, hvilket er helt fedt og forventet. Men en anden ting er, at jeg synes jeg skal bevæge mig noget mere forsigtigt rundt "blandt" patienterne , måske er det et mentalitets spørgmål og måske er det bare mig der er bekymret / overvejende om ikke at pisse nogle af og få en eller anden latterlig advokat på nakken som har trukket sin uddannnelse på et weekend kursus. hvad jeg prøver at sige er vel at jeg synes min ageren er en anelse begrænset i forhold til den jeg normalt udviser med mine patienter. Når dette er sagt er der ikke en dag hvor jeg ikke glæder mig til at skulle ned på klinikken og igang.

Hasta la vista baby, I´ll be back ( Han er stadig et stort hit herovre ham Arnold)