Good bye Austin - Hello N. Y.

9 fede uger på dip rutschebanen er nu slut. Det har været en helt utrolig oplevelse som alle der ønsker et spark bagi og med interesse for MDT bør give sig selv. De faglige udfordringer og de meneskelige oplevelser har været den perfekte kombination. Hver 3. uge er jeg blevet evalueret og har set hvad mine stærke og svage sider har været. Hvor man så har intensiveret arbejdet med de svage og forsøgt ikke at glemme de stærke indtil den næste evaluering - og alligevel har man så glemt noget undervejs. Det er fedt at se at der er sket fremskridt som tiden er gået og jeg føler da at mit MDT niveau er rykket en del siden forløbets start.Jeg vælger at se mine 9 uger herovre som en begyndelse på en proces som skal fortsatte når jeg har dansk muld under fødderne igen, og som forhåbentligt skal ende med en DIP eksamen engang i løbet af indeværende år. Det intensiverede forløb herovre har umiddelbart givet min arbejdsgang nogle mere rationelle metoder. Men hvad der også har været meget vigtigt for fremtiden som fys, er at det har nuanceret tingene i dagligdagen, ikke mindst på grund af Scotts opfordringer til at være mere nysgerrig og ambitiøs når tingene ikke lige passer ind i vores "kasser".

At arbejde et sted hvor sproget og befolkningen anderledes var satme trættende i starten - jeg var helt blæst i hovedet om aftenen, men en fed måde at lære en anden kultur på. Desuden er befolkningen i Austin ( Texas generelt ) ikke hysteriske hvis ens ordforråd til tider ikke er helt fyldestgørende altid. Så til de der overvejer Austin som næste destination på jeres MDT sti skal i ikke lade sproget stoppe jer. Det kan også sagtens anbefales at have familien med på en del af programmet herovre, dog vil jeg ikke anbefale hele forløbet da der bruges rigtigt mange timer på klinikker og med medstuderende. ( 06.30 - 19.00 er ikke en unormal dag) Samt ca. 3-4 lør eller søndage herudover hvor man mødes på klinikken for at øve manuelle teknikker. Min medstuderende og jeg brugte nok ca. 5 dage om ugen efter arbejde hvor vi øvede teknikker i mindst 1 times tid. Udover engelskprøve, den teoretiske del på Otago universitetet og lyst til at udvikle sig indenfor MDT er der yderligere to ting som man bør have overveje inden man vælger Austin. 1)Man bør ikke tage herover hvis man er arrogant og tror man ikke skal arbejde for at udvikle sig, 2) man skal heller ikke være for følsom / tage tingene for tungt, specielt ikke når man ikke kan svare på spørgsmålene på quizerne i frokostpauserne. ("Bare rolig vi andre ku´sq heller ikke svare på alt og nogle gange meget lidt.." )

Austins indbyggere og ikke mindst mine kolleger har været med til at gøre oplevelsen helt super for både Carl-Emil, Randi og jeg. Kim har lånt os deres ene bil de sidste par weekender så vi rigtigt har kunne komme omkring i Austin. Vi har nydt solen og Shoppet på South Congress som er kendt for at være den lidt mere afslappede del af Austin og hvor det faktisk er muligt at gå fra butik til butik, istedet for altid at må benytte bilen. Et smut forbi Carolyn, så hun kunne se Cal-Emil. Solnedgang på Mt. Bonnell. Søndag gik med Gospel på Maria´s taco express diner´ og drage festival i Zilker Park. Her fik Carl - Emil selvfølgeligt også dyppet fødderne ( og hele kroppen) i Barton Springs - Det betyder åbenbart ikke noget for ham at temperaturen ikke var a la´svømmehal. HVis vi engang kommer tilbage til Austin må vi huske at ta et smut forbi " Chicken shit bingo - baren. Mandag formiddag forlod vi Austin, selvom vi begge overvejede bare at blive i Austin som vi kommer til at savne. "Keep Austin Weird"

New York for vores fødder og den har vist sig fra sin bedste side, solen har skinnet siden vi kom og hotellet er i top hvad angår placering og service. Specielt når man rejser med en bette livlig dreng. Vi har set Little Italy og Chinatown (Carl-Emil synes godt om deres pasta), Statue of Liberty, Ground Zero / World Trade Center og ellers bare gået rundt og set N.Y. på må og få. I dag er det St. Patricks Day så hele byen er i grønt. Vi benyttede morgenen til at komme op på 86. etage (320 m over asfalten) af Empire State og se udover byen.
Folkene i Austin var sikre på, at vi ville opleve at folk i N.Y. var næsten direkte uhøflige, men synes faktisk ikke det var så slemt, men nok fordi de minder mere om os danskere - vi passer os selv....
I dag vender vi næsen mod Central Park og Times Square til mere fest og farver. I morgen er det N.Y. farvel og så er det goddag DK og Aalborg fredag morgen.

Familien genforenet

Mandag i denne uge var sidste dag hos Carolyn, afskeds salutten var pandekager til morgenmad og en kartoffelmoser.
I lufthavnen stod en fyr i skjorte og slips, så ham samlede Carl-Emil og jeg op......He he farmand havde kun trænet dynamisk biceps og havde helt glemt den statiske, så sønnikes vægt sved lidt i armen.
Kim havde lånt sin bil ud til mig så familien kunne blive fragtet til vores nye hjem for de sidste 2 uger i Austin, Butler cottage. Kun 5-10 minutters gang fra klinikken. Helt fantastisk istedet for at sidde fast i trafikken hver morgen og ikke mindst når vi skulle hjemover. Her tog de 16 km let 60-70 min.
De første par dage brugt vi, de ny ankomne, på at blive tøet op i solskinsvejret - ahhhhhh ahhhh det kan vi li...... Mens Brian tager på job og bliver klogere tåger vi rundt i supermarkederne og prøver på at finde logikken bag placeringerne, tager på legepladsen eller kigger på påfugle i haven.
Ja jeg forsøger at rykke det sidste ud af programmet herovre og der er uden tvivl begyndt at melde sig en forventning til at afslutte fint og ordentligt den sidste uge. Der skal jo snart præsteres og tankerne går på om man har erhvervet sig et tilstrækkeligt kompetenceniveau til at levere varen. Tydeligt at også underviserne ikke pakker tingene ind hvis det ikke lige er på niveau med det forventede. De har dog alle været super rare og udlånt både babyseng og bil til os. Kim har faktisk lånt os bilen hele weekenden og tilbudt at passe Carl-Emil. Apropos weekend her skal Carl-Emil og Randi introduceres til Austins diversity, udover legepladser og supermarkeder og vi skal et smut over til Scott og Katie til frokost.
Udover at underviserne presser på, så er der jo også en mor, som synes, at man skal være to til natteroderiet - gabb - og det her Brian lykkeligt glemt alt om, så stakkels Brian, det er lidt hårdt...... Så er det tydeligt, at jeg de sidste 7 uger helt har glemt, hvordan man er kærester!!! Jeg putter mig ind til min søn, og sover før Brian overhovedet overvejer at børste sine tænder.... Til de fysioterapeut interesserede tror jeg at jeg så mit første anterior - posterior derangement i dag, yeahah, yes til jer andre ja det er noget nørdet men det er da pisse fedt. husk McKenzie er ikke alt (Randi). Havde en patient i dag som mente at os mcKenzieterapeuter var ret anale - sådan havde jeg ike tidligere tænkt over det men måske har hun en pointe who knows ?
Aftenmåltiderne er som en picnic hver aften, da vi sidder på gulvet og spiser, hvilket typisk ender med knægtens fødder i alle tallerknerne, men fedt at være sammen igen.